Samtext
Korrektur, sprogvask og redigering – slik får du teksten til at skinne

Korrektur, sprogvask og redigering – slik får du teksten til at skinne

Har du brug for hjælp til en tekst, men er usikker på, hvilken slags hjælp du har brug for? Det er ikke så mærkeligt – forskellen på korrektur, sprogvask og redigering er ikke altid lige tydelig. Her kan du læse mere om de forskellige tjenester, så det bliver lettere for dig at vælge den, der passer til dine behov.

Scenarie: Du har lige publiceret en flot webside og brugt tid og kræfter på at skabe trafik til den – både med Google Ads, Facebook-annoncer og opslag på sociale medier. Du får trafik, men der kommer næsten ingen kundehenvendelser ud af det. Hvad gør du? Din umiddelbare reaktion er at gøre siden mere synlig ved at øge annoncebudgettet og poste endnu flere opslag på sociale medier.

Men der er noget andet, du skal gøre som det første: Tjek, at din webside er skrevet på en måde, der får folk til at læse og giver dem lyst til at købe! Skrive- og layoutfejl, for mange fremmedord og TBF’er  uden forklaring spænder ben for læselysten. Det samme gælder unødvendige argumenter og indhold, der kun er tilføjet for at tilfredsstille søgemaskinernes algoritmer. Og selvfølgeligheder bør slet ikke forekomme.

Hvad er løsningen? Du skal finde en anden person end skribenten og få vedkommende til at læse korrektur, sprogvaske eller redigere teksten. Måske skal personen gøre alle tre ting i samme proces. Her kan du læse om, hvad opgaverne indebærer.

Korrektur: Sig farvel til skrivefejl!

Når du sender din tekst til korrektur hos Samtext, spidser en af vores eksperter i retskrivning og grammatik den røde blyant og finder luppen frem. Korrekturlæseren gennemgår systematisk teksten for at luge alle sproglige unoder ud, uanset om det drejer sig om stavefejl, særskrivningsfejl eller mangelfuld tegnsætning. Efter en korrekturrunde er teksten fejlfri og klar til at erobre verden med fornyet selvtillid.

Eksempel på korrektur

Eksempel på korrektur

Sprogvask: Sig goddag til en bedre og enklere tekst!

Vi skruer korrekturen et trin op – nu er det sætningsopbygning, ordstilling og inkonsekvent sprogbrug, der står for tur. (Men stavefejl, kommaer og punktummer slipper selvfølgelig heller ikke.) Efter en sprogvask garanterer vi, at teksten er letlæselig, effektiv og flyder godt – uden at indholdet eller den oprindelige struktur er blevet ændret. 

Eksempel på sprogvask

Eksempel på sprogvask

Redigering: Midt imellem sprogvask og tekstforfatning!

Denne gang nøjes vi ikke med at udskifte ord eller dele en sætning i to – her handler det om skræddersyet bearbejdning. Ved redigering er hverken indhold eller struktur fredet. Vi fjerner afsnit, der ikke fungerer, og erstatter dem med ny tekst, disponerer stoffet på ny og eliminerer alle sprogfejl, før vi syr det hele sammen til en virkelig god tekst med et tydeligt budskab, der rammer målgruppen.

Eksempel på redigering

Eksempel på redigering

Værd at overveje

Nu har du forhåbentlig fået et klarere billede af, hvad korrektur, sprogvask og redigering indebærer, og hvad der adskiller dem. Måske har du også fået en idé om, hvad du har brug for til netop din tekst. Men før du afgiver din ordre, kan det være en god idé at stoppe op og overveje følgende spørgsmål:

1. Hvor gennemarbejdet er teksten?

Har du æltet og bearbejdet teksten så grundigt, at den er klar til publicering, men har brug for en trænet ekspert til at finde de tastefejl og manglende punktummer, som helt sikkert gemmer sig i sætningsmylderet? Eller er der tale om et råt udkast, hvor både indholdet, strukturen og sproget har potentiale til at blive bedre?

2. Hvad er formålet med teksten?

Er målet med teksten at få læseren til at handle, for eksempel ved at købe et produkt, bestille en tjeneste eller donere penge til velgørenhed? Eller er formålet at beskrive, forklare og oplyse? En sælgende tekst stiller andre krav til sprog og stil end en informativ tekst.

3. Hvem er afsender og modtager af teksten?

Har din virksomhed eller dit brand definerede værdier og en tydelig identitet? Svaret er helt sikkert ja – og det bør afspejles i teksten. Det handler om at finde sin egen stemme – også kaldet tone of voice – som skaber genkendelighed og tillid. Det er lige så vigtigt at definere målgruppen, altså hvem du skriver teksten til. Begge dele har betydning for tekstens sprog, stil og tone.

4. Bør teksten søgemaskineoptimeres?

Hvis det er vigtigt for dig, at teksten og hjemmesiden dukker op i Googles søgemaskine og i AI-søgninger, er svaret ja. SEO (søgemaskineoptimering) og GEO/AEO (optimering til AI-assistenter) er kunsten at overbevise både læseren og algoritmerne hos bl.a. Google, ChatGPT, Claude og Gemini mv. om, at du har det mest relevante svar. Det handler ikke alene om at bruge søgeord, links og tags, men også om at afdække og besvare læserens bevidste og ubevidste spørgsmål så godt, at vedkommende bliver på din side og foretager sig yderligere handlinger.

Hvad skal jeg så bestille hvornår, sagde du?

  • Har du et katalog, som allerede er sat op i layout, og vil du have teksten tjekket, før kataloget går i trykken? Bestil korrektur.
  • Har du en årsrapport og tænker, at det vil være godt med en ekstern gennemgang, før den udgives? Send den til sprogvask.
  • Har du et udkast til en marketingtekst, som skal være søgemaskineoptimeret og have et indhold og en tone of voice, der rammer målgruppen? Ja, så er redigering nok det, du har brug for.
  • Har du brugt en AI-assistent (som fx ChatGPT, Copilot eller Claude) til at skrive teksten? Så er det ikke korrektur, du har brug for, da AI er rigtig god til grammatik og retskrivning. Bestil redigering – eller rettere sagt efterredigering, som er det udtryk, vi bruger om bearbejdning af en AI-genereret tekst.

Hvad koster korrektur, sprogvask og redigering?

Tidsforbruget – og dermed også prisen – afhænger af, hvor præcis teksten er fra begyndelsen. Det tager mindre tid at lede efter og rette skrivefejl end at omformulere sætninger eller disponere indholdet på ny. Konklusionen er derfor, at korrektur er den billigste løsning, efterfulgt af sprogvask og derefter redigering. Samtidig er det vigtigt at huske, at den dyreste løsning i sidste ende altid vil være publicering af en tekst, der ikke opnår den ønskede effekt.

Til allersidst

Overvældet? Husk, at vi ikke forventer, at du ved præcis, hvilken tjeneste du har brug for. Uanset om du ender med korrektur, sprogvask eller redigering, er det første skridt altid det samme: KONTAKT OS, send os teksten – så definerer vi behovet sammen.

Samtext logo
Samtext Denmark
Strandesplanaden 110, 2.
2665 Vallensbæk
Tlf.: 35 24 99 50